Gruppen ”DYRELIV” er en udstillingsgruppe, der består af medlemmer, hvis tilbagevendende motiver er dyr i al deres mangfoldighed.
Gruppens 5 medlemmer fortolker temaet ”DYR” bredt, hvilket vil sige, at de tilsammen udtrykker sig i mange materialer og teknikker.
Via bredden og intensiteten i deres værker opstår der en udtryksmæssig gennemslagskraft, som giver seværdige udstillinger til stor oplevelse for den besøgende.
Netop i en verden, hvor biodiversiteten mindskes dag for dag, er det vigtigt at skabe en poetisk bevidsthed om disse ”Parallelle Liv”
Alle medlemmerne af ”DYRELIV” er professionelt arbejdende kunstnere og medlemmer af så forskellige forbund som: Billedkunstnernes Forbund, Danske Kunsthåndværkere, Dansk Billedhuggersamfund ,, Danske Billedkunstneres Fagforening, Kvindelige Kunstneres Samfund og Tegnerforbundet af 1919
Dyreliv har tidligere udstillet i Æglageret i Holbæk, Gimsinghoved Kunst og Kulturcenter i Struer, Dronninglund Kunst og Kulturcenter, Pakhuset Nykøbing Sjælland, GangGalleriet i Farum Kulturhus, Annaborg i Hillerød, Kunstbygningen Tinghuset Ebeltoft samt Det gamle Rådhus Thisted.
Gjethuset i Frederiksværk, GALLERI ESK I Ørsted og Fuglsanghus, Hørshom Kunstforening
Vedtægter for udstillingsgruppen ” Dyreliv”
Stiftet 2012
§ 1 Foreningens navn er ” Dyreliv”
§ 2 Foreningens hjemsted er Danmark
§ 3 Foreningen optager professionelle malere, billedhuggere, grafikere
og kunsthåndværkere der arbejder med dyret som tema
§ 4 Foreningens formål er at lave fællesudstillinger med dyret som tema
§ 5 Det skal være muligt at melde til og fra til de enkelte udstillinger
§ 6 Hvis et medlem ønsker at gå ud af foreningen, har vedkommende ingen krav
på andel i foreningens værdier, kasse eller formue.
§ 7 Ved ophævelse af foreningen kræves enstemmighed, og foreningens værdier
overdrages til humanitære formål.
§ 8 Medlemskontingentet fastsættes en gang årligt på generalforsamlingen.
Beløbet skal være indbetalt senest 1. Oktober.
§ 9 I tilfælde af en udstillings underskud pålignes dette de medlemmer ligeligt,
der deltager i den pågældende udstilling.
§ 10 Enhver forsikring af de indsendte arbejder påhviler indsenderen selv,
medmindre udstillingsstedet har en forsikring.
§ 11 Udstillerne kan ikke stille fordringer angående anbringelse af deres værker
på udstillingen .Opsætning af udstillingen varetages af et udstillingsudvalg
§ 12 Hvert år inden udgangen af september afholdes generalforsamling, med valg
af formand og bestyrelse. Bestyrelsen konstituerer sig med næstformand,
og kasserer. Kassereren aflægger regnskab på efterfølgende
generalforsamling.
§ 13 Der skal indkaldes til generalforsamling og andre møder med varsel mindst 14
dage før. Dagsorden skal følge med indkaldelse. Forslag til dagsorden
indsendes senest 14 dage før generalforsamlingen.
Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed.
Såfremt 1/3 af medlemmerne kræver det, skal der indenfor 1 måned holdes
ekstraordinær generalforsamling.
§ 14 Afstemning skal afgives skriftligt eller ved personligt fremmøde. Over 50% af
foreningens medlemmer skal være fremmødt eller have afgivet skriftlig
stemme for at generalforsamlingen er beslutningsdygtig.
CVR Nr. 34556067
København d. 27. August 2012
Gruppen ”Dyreliv” er en udstillingsgruppe, der består af medlemmer, hvis tilbagevendende motiver er dyr i al deres mangfoldighed. Gruppen blev stiftet i 2012 med initiativ fra billedhuggeren Elna Christiansen. I 2022 fejrede de 10 års jubilæum.
Elna Christiansen, billedhugger. Uddannet fra Billedskolen, København, i tegning og skulptur. Elna Christiansen udstillede i 2019 i Fuglsanghus sammen med billedvæver Lena Bidstrup. Blandt mange af de værker, der er med denne gang, er ”Svaler i telefontråde”, som Elna Christiansen første gang viste på den censurerede udstilling ”Fugl 2019” på Johannes Larsen Museet i Kerteminde.
Hanne Galschiøt, billedkunstner. Danmarks Designskole med afgang i tekstildesign. Hanne Galschiøt står for en virkelighedsnær, naturalistisk kunst. Hendes motiver er fortrinsvis dyr, men også mennesker og blomster finder vej til både malerierne og syede gouacher, der er en mixed media teknik, hvor hun på papir tegner, maler og syr, så der opstår en reliefagtig virkning.
Gina Hedegaard Nielsen, tekstil- og billedkunstner. Mesterlært væver 1985, 2-årig uddannelse fra Billedskolen, København. Gina Hedegaard Nielsen har en forkærlighed for det grafiske udtryk og tegning udført med grafit og pastel. Materialer bliver gerne blandet i eksperimenterende udtryk og spænder fra klassiske til humoristiske fortællinger.
Steen Malberg, tegner og maler. Billedskolen, København 1976 – 78, og tegnekurser hos Karl V. Larsen og Heather Spears.Udgangspunktet i Steen Malbergs arbejde er iagttagelses-tegning. Mange af hans billeder er påbegyndt i naturen og i zoologiske haver. I atelieret arbejder han videre ud fra de erfaringer, han har gjort ude i det fri foran motivet.
Tove Møller, billedkunstner. Billedkunstlærer. Videreuddannet på Grafisk Skole, Århus, og på Århus Kunstakademi. Tove Møller har hovedfokus på maleriet, hvor det især er det enkelte dyrs særkende, der optager hende. De seneste 11 år har hun arbejdet med litografi, og her kommer stregen til sin ret i sin enkleste form – motiverne her er ofte fugle, som hun oplever meget grafiske.
De udstillende kunstnere er alle professionelt arbejdende kunstnere, der er medlemmer af så forskellige forbund som Billedkunstnernes Forbund, Danske Kunsthåndværkere, Dansk Billedhuggersamfund, Kunstnersamfundet, Kunstnernes Fagforening, Kvindelige Kunstneres Samfund og Tegnerforbundet af 1919.